Rosenkransen

Nikolaj skrev i kommentarsporet her følgende:

En meget, meget stor del af katolikkernes bønner går til jomfru Maria. Rosenkransen er opbygget omkring Ave Maria, ikke om f.eks. Jesus-bønnen (som østkirkens bedereb). Jeg tror, at det er meget usundt. Selv hvis jeg kunne acceptere, at det giver mening at bede afdøde mennesker om forbøn, så ville jeg sige, at den enorme mængde Ave Maria’er, der bliver bedt, er fuldstændig ude af proportion. [...] Så stjæler det altså fokus fra Gud og fra Kristus

På denne måde tror jeg egentlig mange protestanter vil foretrække Jesusbønnen frem for rosenkransen, fordi den forekommer mere Kristus-centreret. Jeg forstår godt hvordan man kommer til den konklusion, men jeg er ikke helt enig. Jesusbønnen er en god bønstradition, hvor den bedende lever sig ind i en beretning fra NT, hvor Jesus kommer forbi en blind tigger, som råber “Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig”. Den bedende identificerer sig med den blinde, gør hans ord til sine egne, og gør beretningen nuværende.

Rosenkransen er sådan set det samme, bare større. Formen virker ganske vidst noget mariansk, men både ordene og sjælen i en rosenkrans er evangeliet – og ikke mindst evangeliets betydning for os her og nu.

Men hvor Jesusbønnen centrerer sig om én begivenhed, så omslutter rosenkransen hele evangeliet. Derfor tror jeg egentlig også at der er tale om to helt forskellige “genrer” inden for bønnen. Jesusbønnen er udpræget jeg-du i sin tilgang, den dvæler ved menneskets grundlæggende hjælpeløshed og afhængighed af Guds indgriben, mens rosenkransen er mere vi-ham – betragter og kontemplerer hvad han har gjort for os.

Da måske ikke alle er bekendt med rosenkransen, vil jeg hurtigt lige forklare princippet.

Rosenkransen er en perlekæde/bedekrans som består af 50 små perler inddelt i fem grupper (dekader) med ti i hver, som adskilles af fem store perler. Den bedende lader perlerne glide gennem hænderne én for én og beder en bøn på hver. På de små perler bedes et Ave Maria, og på de store et Ære være Faderen… , et Fadervor. I hver dekade fokuserer den bedende på ét mysterium, for eksempel Jesu fødsel eller nedsendelsen af Helligånden. Der er i alt fyrre rosenkransmysterier, hvilket svarer til fire rosenkranse. (I løbet af en almindelig rosenkransbøn siges 53 gange Ave Maria, 1 trosbekendelse, 7 Fadervor og 7 Ære være Faderen…)

De ti første mysterier kaldes “Glædens Mysterier” og omhandler Jesu komme til verden. Vi begynder i Nazareth, hvor den første spire til livet bliver plantet, og siger med englen: “Hil dig, fuld af nåde. Herren er med dig”. Dernæst betragter vi, hvordan livet gror i Marias mave, og hilser hende med Elisabeths ord: “Velsignet er du iblandt kvinder, og velsignet dit livs frugt”. Vi er med ved Jesu fødsel, ved hans fremstilling i templet (som forudgriber hans offer i det himmelske tempel), og hans belæring i templet som tolvårig.

De næste ti mysterier kaldes Lysets Mysterier, og omhandler Jesu virke på jorden. Vi er med når han døbes, når han forvandler vand til vin, når han prædiker Gudsriget, forklares på bjerget, og indstifter eukaristien.

De ti næste mysterier, “Smertens Mysterier” omhandler Jesu lidelse og død, angsten i Gethsemane, piskningen og tornekroningen, korsvandringen og korsfæstelsen.

I ti sidste mysterier, “Herlighedens Mysterier” er vi med ved hans opstandelse, hans himmelfart og nedsendelsen af Helligånden. Endelig husker vi Marias optagelse og kroning i Himlen, som forudgriber den herlighed Kirken skal opnå ved tidernes ende.

Rosenkransen er ikke blot en Jesusbøn, den er at bede hele evangeliet – at bede inkarnationen og hele Kirkens kristologi. Rosenkransen forener ånden og bogstaven, den hjælper den bedende til at meditere over mysterierne.

Hvorvidt man så vil kalde det en bøn eller en meditation kan sådan set være mig ligemeget. Det indeholder elementer af begge dele (ingen vil vel påstå at Fadervor ikke er en bøn?).

AMDG

Hvorvidt den katolske praksis om Maria er passende

1. Januar, festen for Maria, Guds moder.

Godt nytår og god jul, og fred og glæde til hele folket. Jeg vil i anledning af dagen skrive lidt om jomfru Maria, som har en ret markant plads i katolsk tro (hvis det skulle være gået nogen forbi). Jeg vil begynde med argumenterne imod den katolske mariologi:

Det ser ud som om den katolske “Maria-dyrkelse” er upassende.

For det første: Der står skrevet: “Du må ikke have andre guder end mig” (2.Mos. 20,3). Men katolikker giver ære, ikke alene til Gud, men også til helgener og i særdeleshed til jomfru Maria.

For det andet: Der står skrevet: “Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget oppe i himlen eller nede på jorden… Du må ikke tilbede dem og dyrke dem (2.Mos. 20,4f)”. Men katolikker laver statuer og billeder af jomfru Maria, og de knæler for dem og viser dem ære.

For det tredje: Det store fokus på jomfru Maria drager opmærksomheden væk fra den Treenige Gud, og fra Jesus Kristus, som er Guds åbenbaring ind i verden. Ved at ære Maria som Himlens Dronning og lignende titler, bliver hun en konkurrent til Himlens Konge, som er Gud.

Den katolske mariologi er altså ikke passende.

På den anden side: I det Gamle Testamente finder vi beskrevet Pagtens Ark (2.Mos. 25), en trækasse beklædt med guld, som indeholdt lovens tavler, manna fra ørkenvandringen (2.Mos.16,33) og Arons ypperstepræstelige stav (4.Mos. 17,16ff), som indtog en central plads i den israelitiske gudstjeneste og liturgi. Den blev anset som hellig (2.Mos. 6,6f), blev båret i festprocession (4.Mos 10,33 o.a.), bevirkede undere (Josv. 3,14-4,18), bragte Israel sejr ved Jeriko (Josv. 6), og den var placeret centralt i templet. I det hele taget indtog den en rolle, som på flere punkter svarer til den som Maria indtager i den katolske Kirke i dag. Men hvis det var passende, og gudvelbehageligt, at en umælende beholder som indeholdt Guds Ord på stentavler, den gamle pagts brød fra Himlen og det aronitiske præsteskab, således æredes, hvor meget mere passende og gudvelbehageligt må det da ikke være, at den lydige Herrens tjenerinde – hun som bar og fødte Guds Ord i kød, den nye pagts brød fra Himlen, som giver evigt liv til enhver som spiser, og den nye pagts ypperstepræst, han som bragte den forsoning som end ikke Aron kunne give – hvor meget mere passende og gudvelbehageligt må det da ikke være, at denne “Hellige Ark” skal indtage en plads i den Nye Pagts folk, som den første ark indtog i den Gamle, ja endnu mere, for alt i den gamle pagt var kun tegn og skygger, som peger frem mod det langt større i den nye? Endda lader det til at Skriften selv antyder denne sammenhæng (tydeligst Johs.Åb. 11,19-12,1 sammenlign med 5,5-6)

Endvidere: Det gammeltestamentlige Israel havde ligesom de omkringliggende kongeriger ikke blot en konge, men også en dronning. Der var dog ikke tale om et regentpar, som det kendes fra moderne monarkier, for det var praktisk talt umuligt i et samfund hvor kongen ofte havde hundreder af hustruer. Dronningen var ikke kongens hustru, men hans mor, og derfor fortælles det også om Salomo (Davids søn par excellence) at da hans mor, Bathseba, kom til ham “gik hende i møde og kastede sig ned for hende… satte sig på sin trone og lod en anden sætte frem til kongemoderen, der tog plads ved hans højre side.” (1. Kong. 2,19). Johannes’ Åbenbaring beretter hvordan Kristus fødes af en kvinde, som bærer en krone af tolv stjerner på sit hoved (12,1), og afslører (som det græske apokalypsis betyder) således den åndelige virkelighed som ligger bag den fysiske.

Jeg svarer: Den katolske Mariologi er i høj grad passende, for den er en fejring af Guds nærvær (Shekina) og af at han har oprettet sin pagt med mennesker, ligesom den gamle pagts ark var det for Israel. Den gamle pagts ark var ganske vidst lavet af kostbart træ og belagt med guld, men det var fordi den indeholdt den gamle pagts tegn at den blev æret. Ligeledes æres Maria af fordi hun bar og fødte Kristus til verden. Al ære som tilkommer hende, flyder fra Inkarnationens Mysterium; hun har født Kristus, og med rette kaldes hun Gudsmoder og Himmeldronning, for hun tager del i sin søns kongeværdighed gennem hans inkarnation.

Mod den første indvending: Det er sandt at kun Gud skal tilbedes, men der er andre, lavere former for ære, som tilkommer skabningen, og som det ikke blot er tilladt, men påkrævet at vi viser. Således står der: “Ær din far og din mor”, og “Frygt Gud, og ær kongen”. Det er denne ære, som tilkommer Maria – for hun er både Moder og Dronning. På latin kaldes den ene slags ære latria (tilbedelse) og den anden dulia (ære). Forskellen er ikke blot kvantitativ, men kvalitativ – de to slags ære er så forskellige som skabning og Skaber.

Mod den anden indvending: Det er ikke forbudt at afbilde noget i det hele taget, således var der for eksempel to udskårne engle over pagtens ark. Og den ære som man viser et billede, viser man den som er afbilledet. En mand bliver ikke en ægteskabsbryder, fordi han kigger på eller enddog kysser et billede af sin hustru. Ingen kvinde vil vel forlade sin mand for en sådan “synd”!? Billedforbudet blev ikke givet for at forbyde billeder i det hele taget, men for at Israelitterne ikke skulle tro, at Gud lignede noget skabt.

Mod den tredje indvending: Det forholder sig stik modsat. Maria leder hen til Kristus, ikke bort fra ham, som der står skrevet: “Og hun sagde til tjenerne: ‘Gør hvad som helst, han befaler.’” Netop ved at ære Maria som den største af alle skabninger, kan man så meget bedre ære Gud som Gud, og den største af alle. Sand gudsfrygt er ikke at elske alt skabt mindre end Gud, men at elske Gud mere end alt skabt. Der tilkommer Maria den størst tænkelige grad af menneskelig ære, hyperdulia, men kun Gud må tilbedes, latria.

Marias titel af dronning skal ikke ses som modstykke til Faders evige kongedømme og almagt (i så fald ville der være tale om gudindedyrkelse), men til det Gudsrige, som Kristus forkyndte og indstiftede med forbillede i GT’s Davidsrige. Og når det er tilfældet er Maria heller ikke en rival til Kristus, men er med til at befæste og bekræfte at Guds rige er kommet nær, ligesom Bathsebas plads ved kong Salomos højre ikke var en trussel mod hans kongedømme, men en konsolidering af samme.

Det gamle var en skygge af det som skulle komme, det var billeder og forudsigelser, og har fundet sin opfyldelse i det nye testamente. Den katolske mariologi flyder uhindret og kraftfuldt fra Skriften selv, i særdeleshed fra Johannes om hvem det fortælles at han “tog hende hjem til sig” (Joh. 19,27).

AMDG