Hvordan jeg blev kætter…

Eftersom mange har vist interesse for mine grunde til at konvertere fra protestantismen til den Katolske Kirke, har jeg besluttet at give denne blog nyt liv, og lade den være et sted, hvor jeg skriver om mine overvejelser, om katolsk tro og trosforsvar, økumeni, kirkesyn, kirkefædre, opbyggelige ting og i det hele taget hvad jeg har lyst til.

Alle er velkomne til at læse med og kommentere, og jeg håber at bloggen her kan være et redskab til at rydde nogle misforståelser og fordomme af vejen, og give en forståelse af hvad jeg egentlig har gang i, hvad det er, jeg er ved at konvertere til, og hvorfor.

AMDG

Apostelvalg og nøglemagt: At prædike Gudsriget uden ord

Selv den mindre opmærksomme læser af Ny Testamente vil bemærke, at ord som “Guds Rige” og “Himmeriget” forekommer ret så mange gange, og tilsyneladende er et ret centralt begreb for at forstå Jesu forkyndelse. I spørgsmålet om den “historiske Jesus” kommer ingen heller uden om at tage stilling til hvad dette Gudsrige var.

Jøderne havde en forventning om en “Messias”, som skulle genoprette riget Israel. Mange havde forventning om en politisk stat, og dermed en politisk leder, blandt andet zeloterne som nævnes i NT. Messiasforventningerne var modelleret over kongeriget Israel i GT, under Davidsdynastiet.

Jeg vil gerne trække en parallel til den tidligere artikel om Peter, pavedømmet, nøglemagten og apostlene, hvor jeg nok er gået lovlig vidt i min brug af bl.a. Esajas 22.

Så for lige at give rammerne:
- Forkyndelsen af “Gudsriget” er central for Jesu forkyndelse; den er essensen i hans forkyndelse, ikke noget perifert.
- Dette rige har sit forbillede i Davidsdynastiet, og i særdeleshed Salomo, “Davids Søn” – en titel som også bruges om Jesus .

Det giver mening at se ikke blot Jesu forkyndelse, men også hans handlinger i lyset af disse omstændigheder. Jesus nøjedes ikke med at tale om dette Gudsrige (sådan som nogle eksegeter, der vil gøre ham til en eskatologisk profet, vil hævde), han gik omkring og var i færd med at stifte og konsolidere det. Guds Rige var ikke et fjernt “andet komme” ude i fremtiden, men noget nært forestående, som allerede var ved at bryde frem. Vi er allerede vant til at tolke nogle af hans handlinger i dette lys, for eksempel hans riden ind i Jerusalem på et æsel, men jeg vil argumentere for, at det er oplagt at udvidde det til at inkludere andre handlinger også.

Den første omhandler de farlige vers i omegnen af Matt. 16,16. Når Jesus taler til Peter om “nøglemagten”, vil hans samtidige kunne genkende billedsproget fra Esajas 22, som omhandler statschefen, en slags premierminister. Jesu samtid ville ikke i første omgang forstå denne handling som “Han udnævner en pave, som kan udtale sig ufejlbarligt i lærespørgsmål”, men som “Han udnævner en premierminister for det nye Davidsrige”. Det var mildt sagt en lidt farlig ting at foretage sig i et land som var besat af verdens største militærmagt, som gjorde kort proces med oprørere. Ikke desto mindre vover Jesus at bruge billedsprog, som tydeligt leder tankerne hen på en udnævnelse til et statsligt embede. Et embede, i øvrigt, som var hierarkisk og successivt (dvs. ophørte ikke efter den første embedsindehavers død). Jesu handling vil altså i første omgang blive forstået politisk. Andre skriftsteder viser os, at det nok ikke skal forstås verdsligt-politisk, men snarere kirkepolitisk – Gudsriget er ikke af denne verden.

Dermed håber jeg også at jeg har trukket lidt i land til mit tidligere indlæg, hvor det kom til at lyde lidt som om Esajas 22 var en direkte profeti om paven – hvilket nok er at gå for vidt. I første omgang er det nok at se, hvordan Jesus udvælger en bestemt person til et bestemt embede – senere vil vi se på, hvordan dette embede tolkes.

En anden interessant kirkepolitisk handling, er Jesu udvælgelse af 12 apostle, som han efterfølgende sender ud som sine repræsentanter “med magt og myndighed”. Om dem er der blevet sagt mange ting, blandt andet at deres antal afspejler Israels patriarker, de tolv stammer osv., men hvad der ofte forbigås er, at også de kan forstås i relation til Gudsriget.

Igen skal vi se på Davidsriget. Der var en konge (Davids søn), en kongemoder, en premierminister og… tolv guvernører (1. Kong. 4,7) . Hver af disse guvernører havde ansvar for en tolvtedel af Israel. Parallelen er ikke helt så oplagt eller tydelig som den tidligere, men er dog heller ikke grebet ud af den tomme luft.

Det lader altså til, at der i Ny Testamente findes antydet en kirkelig struktur, som ligner det gammeltestamentlige kongerige, Israel, som altså inkluderer en statschef umiddelbart under kongen (som er det vigtigste for vores betragtninger her).

Apostelenes og Peters autoritet er altså ikke taget ud af den blå luft, men bygger på konkrete begivenheder. Hvordan denne autoritet forvaltes og forstås i den tidligste kirke, vil blive temaet for den næste post i serien.

AMDG

Thomas Aquinas – fordi en spade er en spade

Skt. Thomas Aquinas er muligvis den vigtigste teolog i den katolske kirke, og det ville ikke være helt forkert at sige, at hans skrifter her indtager cirka samme plads som Luthers skrifter gør i protestantismen.

Thomas har festdag i dag, og da han er min yndlingsteolog, yndlingsfilosof og yndlingshelgen, ville det være dumt ikke at skrive lidt om ham i dagens anledning.

Thomas skrev om næsten alt hvad der har med kristendommen at gøre, han skrev kort og klart, og meget systematisk. Hans vigtigste værk, summa theologica (summen af teologien) er en systematisk opstilling af og argumentation for den kristne tro.

Fundamentet for Thomas’ teologi er en grundlæggende bekræftelse af, at materien – det skabte – er noget godt. Thomas viderefører langt hen ad vejen Aristoteles, ligesom Augustin før ham (og måske Luther efter ham?) viderefører Platon. Thomas står centralt placeret i et tiltrængt og vellykket opgør med den platonisme, som i al ubemærkethed havde sneget sig ind i kristendommen med Augustin. Det var en reformation, i ordets egentlige betydning.

Thomas er nok i protestantiske kredse mest berygtet for, at være den der har formuleret den katolske transsubstantiationslære – at brødet og vinen i messen bliver til Jesu legeme og blod, og blot bevarer brødets og vinens “accidenser” (karakteristika, lugt, smag, form osv). Mod det har Luther et eller andet rodet syn med noget både/og, under/med, tja/måske, hmm/men på den anden side. Det meste af hvad Thomas har skrevet, er teologisk stof, men han skrev også en håndfuld meget smukke salmer om Jesu nærvær i nadveren (en af dem her med musik af Cesar Franck og fremført af Pavarotti).

Det befriende ved Thomas’ (og Aristoteles’) virkelighedsforståelse er, at den ligger i naturlig forlængelse af et almindeligt sundt menneskes forståelse før det tager på universitetet. Med andre ord: En spade er ikke et udtryk for det evige almenbegrebet “Spade”, ejheller er det en tilfældig og meningsløs betegnelse vi har sat på et redskab fordi vi (tilfældigvis) synes det ligner et andet redskab som vi også kalder en spade. En spade er en spade.

Since the modern world began in the sixteenth century, nobody’s system of philosophy has really corresponded to everybody’s sense of reality; to what, if left to themselves, common men would call common sense. Each started with a paradox; a peculiar point of view demanding the sacrifice of what they would call a sane point of view. That is the one thing common to Hobbes and Hegel, to Kant and Bergson, to Berkeley and William James. A man had to believe something that no normal man would believe, if it were suddenly propounded to his simplicity; as that law is above right, or right is outside reason, or things are only as we think them, or everything is relative to a reality that is not there. The modern philosopher claims, like a sort of confident man, that if we will grant him this, the rest will be easy; he will straighten out the world, if he is allowed to give this one twist to the mind… (St. Thomas Aquinas, G.K. Chesterton)

Thomas Aquinas’ filosofi er kompleks, men den er ikke kompliceret. Hans sprog og argumentation tilhører en anden tid, som til tider kan virke fremmed på os, men man er aldrig i tvivl om, at det er en selv som ikke helt har forstået hvad han skriver – hos flere nyere filosoffer bliver man af og til i tvivl om, hvorvidt forståelsesproblemet mon ikke ligger hos forfatteren.

Against all this the philosophy of St. Thomas stands founded on the universal common conviction that eggs are eggs. The Hegelian may say that an egg is really a hen, because it is a part of an endless process of Becoming; the Berkelian may hold that poached eggs only exist as a dream exists, since it is quite as easy to call the dream the cause of the eggs as the eggs the cause of the dream; the Pragmatist may believe that we get the best out of scrambled eggs by forgetting that they ever were eggs, and only remembering the scramble. But no pupil of St. Thomas needs to addle his brains in order adequately to addle his eggs; to put his head at any peculiar angle in looking at eggs, or squinting at eggs, or winking the other eye in order to see a new simplification of eggs. The Thomist stands in the broad daylight of the brotherhood of men, in their common consciousness that eggs are not hens or dreams or mere practical assumptions; but things attested by the Authority of the Senses, which is from God. (Thomas Aquinas, G.K. Chesterton)

Men dermed er alt ikke sagt.

Både jeg og mine kære læsere har sikkert tilstrækkelig teologisk viden til at blive kanoniserede helgener. Uheldigvis er der aldrig nogen der er blevet kanoniseretfor teologisk viden – kun for teologiske dyder.

Thomas Aquinas var ikke bare filosof, teolog og kirkelærer…

Bag filosofien gemte der sig også en mystiker. Bag teologien lå der et helligt liv. Mange anekdoter fortælles om Thomas Aquinas, nogle af dem er sikkert sande.

Hen mod slutningen af sit liv, mens han var ved at diktere Summa Theologica, holdt han pludselig inde, sagde blot: “Alt hvad jeg hidtil har skrevet, er strå imod dét jeg har set”. Fra da af skrev han ikke mere, og jeg vil næsten tro, at hans tavshed taler stærkere end hans ord.

Men ham vil vi mindes, med ønske og bøn om at kirken snart ser et sådant hoved og et sådant hjerte igen.

Oh ja… og hans Summa Theologica findes på engelsk her. Det er guld.

AMDG

Rosenkransen

Nikolaj skrev i kommentarsporet her følgende:

En meget, meget stor del af katolikkernes bønner går til jomfru Maria. Rosenkransen er opbygget omkring Ave Maria, ikke om f.eks. Jesus-bønnen (som østkirkens bedereb). Jeg tror, at det er meget usundt. Selv hvis jeg kunne acceptere, at det giver mening at bede afdøde mennesker om forbøn, så ville jeg sige, at den enorme mængde Ave Maria’er, der bliver bedt, er fuldstændig ude af proportion. [...] Så stjæler det altså fokus fra Gud og fra Kristus

På denne måde tror jeg egentlig mange protestanter vil foretrække Jesusbønnen frem for rosenkransen, fordi den forekommer mere Kristus-centreret. Jeg forstår godt hvordan man kommer til den konklusion, men jeg er ikke helt enig. Jesusbønnen er en god bønstradition, hvor den bedende lever sig ind i en beretning fra NT, hvor Jesus kommer forbi en blind tigger, som råber “Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig”. Den bedende identificerer sig med den blinde, gør hans ord til sine egne, og gør beretningen nuværende.

Rosenkransen er sådan set det samme, bare større. Formen virker ganske vidst noget mariansk, men både ordene og sjælen i en rosenkrans er evangeliet – og ikke mindst evangeliets betydning for os her og nu.

Men hvor Jesusbønnen centrerer sig om én begivenhed, så omslutter rosenkransen hele evangeliet. Derfor tror jeg egentlig også at der er tale om to helt forskellige “genrer” inden for bønnen. Jesusbønnen er udpræget jeg-du i sin tilgang, den dvæler ved menneskets grundlæggende hjælpeløshed og afhængighed af Guds indgriben, mens rosenkransen er mere vi-ham – betragter og kontemplerer hvad han har gjort for os.

Da måske ikke alle er bekendt med rosenkransen, vil jeg hurtigt lige forklare princippet.

Rosenkransen er en perlekæde/bedekrans som består af 50 små perler inddelt i fem grupper (dekader) med ti i hver, som adskilles af fem store perler. Den bedende lader perlerne glide gennem hænderne én for én og beder en bøn på hver. På de små perler bedes et Ave Maria, og på de store et Ære være Faderen… , et Fadervor. I hver dekade fokuserer den bedende på ét mysterium, for eksempel Jesu fødsel eller nedsendelsen af Helligånden. Der er i alt fyrre rosenkransmysterier, hvilket svarer til fire rosenkranse. (I løbet af en almindelig rosenkransbøn siges 53 gange Ave Maria, 1 trosbekendelse, 7 Fadervor og 7 Ære være Faderen…)

De ti første mysterier kaldes “Glædens Mysterier” og omhandler Jesu komme til verden. Vi begynder i Nazareth, hvor den første spire til livet bliver plantet, og siger med englen: “Hil dig, fuld af nåde. Herren er med dig”. Dernæst betragter vi, hvordan livet gror i Marias mave, og hilser hende med Elisabeths ord: “Velsignet er du iblandt kvinder, og velsignet dit livs frugt”. Vi er med ved Jesu fødsel, ved hans fremstilling i templet (som forudgriber hans offer i det himmelske tempel), og hans belæring i templet som tolvårig.

De næste ti mysterier kaldes Lysets Mysterier, og omhandler Jesu virke på jorden. Vi er med når han døbes, når han forvandler vand til vin, når han prædiker Gudsriget, forklares på bjerget, og indstifter eukaristien.

De ti næste mysterier, “Smertens Mysterier” omhandler Jesu lidelse og død, angsten i Gethsemane, piskningen og tornekroningen, korsvandringen og korsfæstelsen.

I ti sidste mysterier, “Herlighedens Mysterier” er vi med ved hans opstandelse, hans himmelfart og nedsendelsen af Helligånden. Endelig husker vi Marias optagelse og kroning i Himlen, som forudgriber den herlighed Kirken skal opnå ved tidernes ende.

Rosenkransen er ikke blot en Jesusbøn, den er at bede hele evangeliet – at bede inkarnationen og hele Kirkens kristologi. Rosenkransen forener ånden og bogstaven, den hjælper den bedende til at meditere over mysterierne.

Hvorvidt man så vil kalde det en bøn eller en meditation kan sådan set være mig ligemeget. Det indeholder elementer af begge dele (ingen vil vel påstå at Fadervor ikke er en bøn?).

AMDG

Hvorvidt den katolske praksis om Maria er passende

1. Januar, festen for Maria, Guds moder.

Godt nytår og god jul, og fred og glæde til hele folket. Jeg vil i anledning af dagen skrive lidt om jomfru Maria, som har en ret markant plads i katolsk tro (hvis det skulle være gået nogen forbi). Jeg vil begynde med argumenterne imod den katolske mariologi:

Det ser ud som om den katolske “Maria-dyrkelse” er upassende.

For det første: Der står skrevet: “Du må ikke have andre guder end mig” (2.Mos. 20,3). Men katolikker giver ære, ikke alene til Gud, men også til helgener og i særdeleshed til jomfru Maria.

For det andet: Der står skrevet: “Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget oppe i himlen eller nede på jorden… Du må ikke tilbede dem og dyrke dem (2.Mos. 20,4f)”. Men katolikker laver statuer og billeder af jomfru Maria, og de knæler for dem og viser dem ære.

For det tredje: Det store fokus på jomfru Maria drager opmærksomheden væk fra den Treenige Gud, og fra Jesus Kristus, som er Guds åbenbaring ind i verden. Ved at ære Maria som Himlens Dronning og lignende titler, bliver hun en konkurrent til Himlens Konge, som er Gud.

Den katolske mariologi er altså ikke passende.

På den anden side: I det Gamle Testamente finder vi beskrevet Pagtens Ark (2.Mos. 25), en trækasse beklædt med guld, som indeholdt lovens tavler, manna fra ørkenvandringen (2.Mos.16,33) og Arons ypperstepræstelige stav (4.Mos. 17,16ff), som indtog en central plads i den israelitiske gudstjeneste og liturgi. Den blev anset som hellig (2.Mos. 6,6f), blev båret i festprocession (4.Mos 10,33 o.a.), bevirkede undere (Josv. 3,14-4,18), bragte Israel sejr ved Jeriko (Josv. 6), og den var placeret centralt i templet. I det hele taget indtog den en rolle, som på flere punkter svarer til den som Maria indtager i den katolske Kirke i dag. Men hvis det var passende, og gudvelbehageligt, at en umælende beholder som indeholdt Guds Ord på stentavler, den gamle pagts brød fra Himlen og det aronitiske præsteskab, således æredes, hvor meget mere passende og gudvelbehageligt må det da ikke være, at den lydige Herrens tjenerinde – hun som bar og fødte Guds Ord i kød, den nye pagts brød fra Himlen, som giver evigt liv til enhver som spiser, og den nye pagts ypperstepræst, han som bragte den forsoning som end ikke Aron kunne give – hvor meget mere passende og gudvelbehageligt må det da ikke være, at denne “Hellige Ark” skal indtage en plads i den Nye Pagts folk, som den første ark indtog i den Gamle, ja endnu mere, for alt i den gamle pagt var kun tegn og skygger, som peger frem mod det langt større i den nye? Endda lader det til at Skriften selv antyder denne sammenhæng (tydeligst Johs.Åb. 11,19-12,1 sammenlign med 5,5-6)

Endvidere: Det gammeltestamentlige Israel havde ligesom de omkringliggende kongeriger ikke blot en konge, men også en dronning. Der var dog ikke tale om et regentpar, som det kendes fra moderne monarkier, for det var praktisk talt umuligt i et samfund hvor kongen ofte havde hundreder af hustruer. Dronningen var ikke kongens hustru, men hans mor, og derfor fortælles det også om Salomo (Davids søn par excellence) at da hans mor, Bathseba, kom til ham “gik hende i møde og kastede sig ned for hende… satte sig på sin trone og lod en anden sætte frem til kongemoderen, der tog plads ved hans højre side.” (1. Kong. 2,19). Johannes’ Åbenbaring beretter hvordan Kristus fødes af en kvinde, som bærer en krone af tolv stjerner på sit hoved (12,1), og afslører (som det græske apokalypsis betyder) således den åndelige virkelighed som ligger bag den fysiske.

Jeg svarer: Den katolske Mariologi er i høj grad passende, for den er en fejring af Guds nærvær (Shekina) og af at han har oprettet sin pagt med mennesker, ligesom den gamle pagts ark var det for Israel. Den gamle pagts ark var ganske vidst lavet af kostbart træ og belagt med guld, men det var fordi den indeholdt den gamle pagts tegn at den blev æret. Ligeledes æres Maria af fordi hun bar og fødte Kristus til verden. Al ære som tilkommer hende, flyder fra Inkarnationens Mysterium; hun har født Kristus, og med rette kaldes hun Gudsmoder og Himmeldronning, for hun tager del i sin søns kongeværdighed gennem hans inkarnation.

Mod den første indvending: Det er sandt at kun Gud skal tilbedes, men der er andre, lavere former for ære, som tilkommer skabningen, og som det ikke blot er tilladt, men påkrævet at vi viser. Således står der: “Ær din far og din mor”, og “Frygt Gud, og ær kongen”. Det er denne ære, som tilkommer Maria – for hun er både Moder og Dronning. På latin kaldes den ene slags ære latria (tilbedelse) og den anden dulia (ære). Forskellen er ikke blot kvantitativ, men kvalitativ – de to slags ære er så forskellige som skabning og Skaber.

Mod den anden indvending: Det er ikke forbudt at afbilde noget i det hele taget, således var der for eksempel to udskårne engle over pagtens ark. Og den ære som man viser et billede, viser man den som er afbilledet. En mand bliver ikke en ægteskabsbryder, fordi han kigger på eller enddog kysser et billede af sin hustru. Ingen kvinde vil vel forlade sin mand for en sådan “synd”!? Billedforbudet blev ikke givet for at forbyde billeder i det hele taget, men for at Israelitterne ikke skulle tro, at Gud lignede noget skabt.

Mod den tredje indvending: Det forholder sig stik modsat. Maria leder hen til Kristus, ikke bort fra ham, som der står skrevet: “Og hun sagde til tjenerne: ‘Gør hvad som helst, han befaler.’” Netop ved at ære Maria som den største af alle skabninger, kan man så meget bedre ære Gud som Gud, og den største af alle. Sand gudsfrygt er ikke at elske alt skabt mindre end Gud, men at elske Gud mere end alt skabt. Der tilkommer Maria den størst tænkelige grad af menneskelig ære, hyperdulia, men kun Gud må tilbedes, latria.

Marias titel af dronning skal ikke ses som modstykke til Faders evige kongedømme og almagt (i så fald ville der være tale om gudindedyrkelse), men til det Gudsrige, som Kristus forkyndte og indstiftede med forbillede i GT’s Davidsrige. Og når det er tilfældet er Maria heller ikke en rival til Kristus, men er med til at befæste og bekræfte at Guds rige er kommet nær, ligesom Bathsebas plads ved kong Salomos højre ikke var en trussel mod hans kongedømme, men en konsolidering af samme.

Det gamle var en skygge af det som skulle komme, det var billeder og forudsigelser, og har fundet sin opfyldelse i det nye testamente. Den katolske mariologi flyder uhindret og kraftfuldt fra Skriften selv, i særdeleshed fra Johannes om hvem det fortælles at han “tog hende hjem til sig” (Joh. 19,27).

AMDG

Indskudt…

Når man forsvarer et synspunkt over for et andet, hænder det at man kommer til at gå lidt for langt, eller enddog at man ubevidst kommer til at antage nogle af det andet synspunkts præmisser. Det kan føre til noget forfædreligt sludder.

Efter at den gode pastor ved Augustanakirken, Magnus Sørensen, på sin blog har reageret mod mit indlæg ved at fremhæve Skriftens klarhed, og derved sige en del ting, som jeg ikke kan eller ønsker at være uenig i (samt et par ting som jeg nødvendigvis må være uenig i), har jeg kritisk genovervejet mit standpunkt og den måde det er komme til udtryk på denne blog, og jeg tror ikke at jeg har været helt skarp tidligere. Den protestantiske præmis, at Biblen traditionen og paven bevæger sig i den samme sfære, og er autoriteter “på samme måde”, har jeg ladet få for stor plads, og det er ikke mit indtryk, at dette er i overensstemmelse med katolsk tro. Så lad mig trække lidt i land:

Den katolske (universelle) tro er:

Åbenbaret i Kristus,
Bevidnet i Skriften,
Udlevet i Traditionen,
Forsvaret i Magisteriet.

Kristus er Guds Inkarnation, hans fejlfrie og syndfrie Ord, Sandheden kommet til os i kødet.

Skriften er Vidnesbyrdet om Kristus, som det er nedfældet af mennesker, ved Helligåndens hjælp.

Traditionen er den Helligåndens vejledning af sin Kirke i hele Sandheden, som Jesus lovede apostlene. “Hvad betyder det så for…” er det spørgsmål, Traditionen besvarer. De ting som kun findes implicit i Skriften, udledes i Traditionen. På grund af Jesus løfte, er også Traditionen under Helligåndens vejledning – det levende Ord i Kirkens midte vildleder ikke.

Magisteriet, læreembedet, er ortodoksiens forsvarer, og vejledes ligeledes af Helligånden, på grund af Jesu løfte: “Dødsrigets porte skal ikke få magt over den”. Magisteriets opgave er, at beskytte det kristne folk fra kætterier og afvigelser fra Guds Åbenbaring, som den er bevidnet i Skriften og udlevet i Traditionen. Den er ikke, selv at være Guds Åbenbaring og talerør, men at være en vejviser som viser hen på Kristus, sådan som han er Åbenbaret i Skriften og lever i Kirkens midte.

Ligesom der er nogle vers i Skriften, der er umiddelbart problematiske for en ortodoks læsning, og må forklares og forsvares i lyset af andre, og ligesom der er nogle kirkefædre der er uklare og potentielt kætterske (Origenes den mest udtalte) og må læses i den totale kristne Traditions sammenhæng, sådan er det også med paverne – ikke alle har været lige klare vejvisere, eller udfyldt hyrderollen særlig godt, og nogle perioder kan isoleret set give det indtryk, at dødsrigets porte havde sejret, men der var kun tale om, at de belejrende sløsede for en kort bemærkning. Med tiden kom også reaktionen.

Det er i den sammenhæng Læreembedet skal forstås. Servus Servorum Dei (Guds tjeneres tjener), Hyrde og vejleder for den universelle Kirke, ikke troens herre og ophav.

AMDG

Den Bibelske Pave 1

Så kommer der endnu en post om paven. Jeg synes godt om den respons der har været, og synes egentlig også at det er rart at få struktureret mine tanker på denne måde.

Men da jeg nu lader til at have konkluderet, at det kunne være rart, grænsende til nødvendigt, med en overordnet kirkelig institution som kan vejlede uden at vildlede i lærespørgsmål, kunne jeg passende slå op i min Bibel og kigge lede efter autoritet.

Et nøglevers…

Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.« Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.« (Matt. 16,16-19)

Name-calling

Hvad der ikke kommer frem i den danske oversættelse er, at navnet Petros spiller på det græske ord for klippe, Petra (som er et femininumsord og derfor ikke et særlig godt navn til en mand, hverken på dansk eller på græsk). Endnu tydeligere ses det af det aramæiske navn Peter var kendt under, Kephas, som rent ud betyder en klippe.

Peter siger til Jesus “Du er Kristus [den salvede]“, og Jesus svarer igen med “Du er Peter [klippen]“.

Den typiske protestantiske udlægning af disse vers er, at den klippe Jesus hentyder til er Peters bekendelse, altså “Du er Kristus, den levende Guds søn”. Og det er da heller ikke forkert at sige, at Jesu guddommelighed er fundamentalt vigtig for den kristne tro – det er bare ikke det disse vers handler om. Du er klippen, og på den klippe vil jeg bygge min kirke.

Det næste Jesus siger er et løfte: “Og dødsrigets porte skal ikke få magt over den”.

Vi ser altså: 1) At det er Jesus der bygger Kirken, 2) At han bygger den på Peter, og: 3) At dødsrigets porte ikke skal få magt over den.

Peter er ikke den eneste der får et nyt navn, da han bliver en discipel af Jesus. Således kaldes for eksempel Jakob og Johannes for “Tordensønnerne”, eller på aramæisk Boanerges. Med det navn kan man forvente, at Jakob og Johannes havde et voldsomt temperament, var højrøstede eller måske endda sympatiserede med jødiske oprørsbevægelser. Og det var de sikkert også (vi hører ikke så meget om dem)

Ligeledes kunne man forvente at den discipel som blev kaldt “Klippen”, Kephas, var en stabil, loyal og principfast discipel, der stod fast, selv når bølgerne gik højt og stormene suste.

Niks.

Peter tvivlede og sank, da bølgerne gik højt og stormen susede, han var en kujon og en blærerøv, han hyklede og trak sig tilbage fra at spise med hedninger, så han endda måtte irettesættes af Paulus. Jesus kunne ikke have valgt et dårligere navn, hvis han sigtede til Simons personlige egenskaber. Faktisk ville “Tordensøn” være et meget bedre navn til Simon- masser af bulder med ikke særlig meget substans.

Navnet giver kun mening i lyset af det der kommer bagefter: Jeg vil bygge min Kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Ikke på grund af Peters trofasthed, men på grund af Jesu løfte, står dødsrigets porte magtesløse. Da Peter trådte ud af båden, gav Jesus ham kraft til at gå på vandet, og da Peter sank på grund af sin svaghed, rakte Jesus ud og greb ham, så han ikke gik under.

When Christ at a symbolic moment was establishing His great society,  he chose for its cornerstone neither the brilliant Paul nor the mystic John, but a shuffler, a snob, a coward – in a word, a man. And upon this rock he has built His Church, and the gates of Hell have not prevailed against it. All the empires and the kingdoms have failed,  because of this inherent and continual weakness, that they were founded by strong men and upon strong men. But this one thing, the historic Christian Church, was founded on a weak man, and for that reason it is indestructible. For no chain is stronger than its weakest link. (G.K. Chesterton)

Knock, knock. Who’s there?

Det næste løfte er: “Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene”. Og det er jo ret åbent for fortolkning, hvis der ikke var nogen religiøs og kulturel kontekst. Men Jesus talte til jøder som kendte Loven og Profeterne – herunder også Esajas Bog kapitel 22.

Dette sagde Herren, Hærskarers Herre:
Gå hen til denne slotsforvalter,
hofchefen Shebna, og sig:
Hvad og hvem giver dig ret til
at udhugge dig en grav her?
Du udhugger en grav højt oppe,
mejsler en bolig ud i klippen.
Men Herren vil slynge dig langt bort,
du stærke mand;
han vil gribe fat i dig,
vikle dig sammen og kaste dig hen som en bold
til et vidtstrakt land.
Dér skal du dø,
og dér skal dine fornemme vogne
blive til skændsel for din herres hus.
Jeg støder dig ned fra din stilling
og styrter dig fra dit embede.

På den dag vil jeg tilkalde min tjener Eljakim, Hilkijas søn. Jeg vil give ham din kjortel på, binde dit skærf om ham og overdrage ham din myndighed. Han skal blive en far for Jerusalems indbyggere og for Judas hus. Jeg vil lægge nøglen til Davids hus på hans skulder; og når han lukker op, skal ingen lukke i, og når han lukker i, skal ingen lukke op. Jeg banker ham ind som en nagle på et solidt sted, så han bliver en ærestrone for sin fars hus. Hele vægten af hans fars hus hænger på ham som kviste og blade – alle småtingene, både skåle og krukker. På den dag, siger Hærskarers Herre, skal naglen gå løs, selv om den var sat solidt fast; den bliver revet ud og falder ned, og alt det, der hang på den, bliver knust. Herren har talt. (Esajas 22,15-25)

Sådan lyder det i sin helhed. Det er tydeligt, at Jesus hentyder til dette vers, både når han taler om at give nøglerne, og om at “lukke op og lukke i”. Ordlyden er næsten den samme.

Der er derfor godt grundlag for at tro, både at Esajas profeti omhandler Peter (forudsat man tror på profetier), og at Jesu sprogbrug skal lede tilhørernes tanker hen på Esajas. Så vi vil se på, hvem det er der får givet disse nøgler, hvad de symboliserer, og hvad der ellers siges om ham de gives til.

“Gå hen til denne slotsforvalter, hofchefen Shebna” – Israel var på Esajas tid et monarki, under en konge af Davids slægt. Det betød at al magt i sidste instans tilhørte kongen. Han kunne gå i krig, opkræve skat, udstede love osv. Men kongen havde også en hofchef – svarende cirka til en statsminister. Han havde af kongen fået autoritet til at styre rigets anliggender på daglig basis, og som et symbol på denne autoritet, havde han nøglerne til det kongelige palads.

Nu var der imidlertid sket det, at hofchefen Shebna havde gjort noget, som Herren ikke syntes om, og derfor blev han forkastet. “Jeg støder dig ned fra din stilling og styrter dig fra dit embede.”

“På den dag vil jeg tilkalde min tjener Eljakim, Hilkijas søn. Jeg vil give ham din kjortel på, binde dit skærf om ham og overdrage ham din myndighed.” En anden får givet Shebnas embede og myndighed, nemlig Eljakim, Hiljkijas søn. Eljakim betyder “jeg vil oprejse” – han er altså én som Herren oprejser, og indsætter i hans embede.

“Han skal blive en far for Jerusalems indbyggere og for Judas hus” – Der er ikke tale om et rent juridisk herskerforhold, men om et nært familiært forhold, en fader-autoritet, grundet i kærlighed. På samme måde indtager paven i katolsk teologi en plads, der svarer til hofchefen Eljakim. Han er den “daglige leder” under Davidskongen, Jesus Kristus, og han er folkets fader (Papa -> Pave).

Jeg tror egentlig det er vigtigere at forstå, hvad paven er, end lige præcis hvad han kan. Kirken er en familie, og kommer til Gud som en familie, og her er paven “en far for Jerusalems indbyggere og for Judas hus”.

Indvendinger

Naturligvis er der også en stærk Kristus-profeti i Esajas 22. Jesus i Johannes Åbenbaring 3,7 kalder sig selv “Den som har Davidsnøglen og som lukker op &c”. Der ligger også en dobbelttydighed i navnet Herren vil oprejse. Alligevel er det dog tydeligt, at der er en sammenhæng mellem dette sted og Matthæus 16.

Det er også sandt, at Jesus siger noget lignende til alle sine apostle i Matt. 18,18, som han siger til Peter i kap. 16: “Sandelig siger jeg jer: Hvad I binder på jorden, skal være bundet i himlen, og hvad I løser på jorden, skal være løst i himlen”. Dette vers bruger de Ortodokse som argument for, at Peter ikke er “unik” blandt apostlene. Imidlertid er det bemærkelsesværdigt, at mens der begge steder tales om at at “binde og løse”, så er det kun Peter der får givet Himmerrigets nøgler.

Ligeledes er der heller ingen modsætning mellem at Peter er Klippen, og at Kirken er bygget “på apostles og profeters grundvold” (Efeserbrevet) eller at “Og byens mur har tolv grundsten, og på dem står de tolv navne på Lammets tolv apostle.” (Åb. 21,14)

Der er ingen der påstår, at de andre apostle er ligegyldige, men Peter har en speciel plads blandt dem. Det kan ikke reduceres til en ærestitel eller noget rent formelt. Ligeledes er det kun Peter der i Johannes 21 får givet at være “hyrde for mine får”.

En ret interessant indvending er i spørgsmålet om, hvordan man skal forstå den sidste del, om hvordan naglen skal gå løs, og alt der hænger på den skal knuses. Det er jo vand på deres mølle, som vil gøre Kirken til Antikrist. Måske kan man her tale om, at det som var dårligt og svagt i det Gamle Testamente peger frem mod det gode i Ny Testamente – ligesom Adams synd peger frem mod Kristi frelsesgerning, Evas ulydighed mod Marias lydighed osv. Jesu ord om “dødsrigets porte” kan også ses som en indikation af, at det der manglede hos Eljakim, gives til Peter.

Anti-krist tolkningen er dog under ingen omstændigheder særlig god, da Eljakim som nævnt også er en forudsigelse af Kristus.

I et senere indlæg vil jeg skrive om, hvad denne nøglemagt i praksis får af betydning hos apostlene og hos Peter.

AMDG

Paven – et reelt behov?

Pavespørgsmålet var kernen både i det store øst-vest-skisma i 1054, og under reformationen. Selvom reformationen berørte mange andre emner, mener jeg at det ene fælles princip for samtlige reformatorer, det som hele Reformationen kredsede om, var spørgsmålet om autoritet og bibeltolkning. Det var et spørgsmål om, hvem der havde ret til at definere sand kristentro. Det var altså i høj grad et spørgsmål om pavens læremæssige autoritet i tros- og moralspørgsmål.

Trods alle deres indbyrdes uenigheder, var reformatorerne enige om netop deres egen personlige udlægning var rigtig, og pavens forkert. Og hvad der end har været af varierende, skiftende og flygtige dogmer og meninger i de reformatoriske kirker, så kan de dog blive enige om at forkaste pavens autoritet i både lære- og moralspørgsmål. Reformationen var ikke et spørgsmål om dogmer, men om principper. Det var et spørgsmål om hvem der skulle definerer den kristne tro.

“Jeg er… Sandheden” siger Jesus. Det er vigtigt at slå fast, at kristendommen ikke bare er en bunke trosbekendelser, der er dumpet ned fra Himlen, eller en guddommeligt inspireret bog. Biblen er sandhed, men Kristus er Sandheden. Kristus er Guds Ord, og alt hvad Gud har at sige til menneskeheden har han sagt i Kristus. Inkarnationen er centrum og omdrejningspunkt for al kristen lære og teologi.

Da Kristus, Guds menneskeblevne Ord, kom til jorden, skrev han ikke en bog, der skulle endda gå mange år før det gik op for hans disciple at det kunne være rart med en klart afgrænset bog, og der skulle gå hele seks hunrede år før man var blevet (nogenlunde) enige om, hvilke bøger der skulle med. Derfor kan en bog, hellig eller profan ikke være kernen i den kristne tro.

Jesus skrev ingen bøger, han plantede en Kirke, og sagde: “Gudsriget ligner et sennepsfrø, som en mand tog og såede i sin mark. Det er mindre end alle andre frø, men når det vokser op, er det større end alle andre planter, og bliver et helt træ.” Guds hele og fulde åbenbaring blev skænket til denne nystartede Kirke, som havde “med egne øjne set Jesu majestæt”.

Men da Kristus er faret til Himmels, opstår der uenighed i denne Kirke, han har plantet. Kirken startede blandt jøder, men så melder spørgsmålet sig om den skal forblive hos jøderne. Og da man beslutter at det skal den ikke, opstår der nye spørgsmål. Skal hedninger blive jøder før de kan blive kristne? I praksis: Skal de omskæres?

Én fløj mente ja, en anden mente nej, Jesus havde ikke direkte taget stilling til dette spørgsmål, og så måtte hans efterfølgere prøve at finde ud af, hvad der var en naturlig udvikling for dette Gudsrigets træ, og hvad der ikke var det. Det var kun naturligt, at det skulle gå sådan, for Jesus havde sagt inden han for til Himmels, at han ville sende Talsmanden, som skulle vejlede i hele sandheden.

På det første spørgsmål – om kristendommen var også var for hedninger – er det Peter der får svaret gennem Helligåndens vejledning og tegn. Det er bemærkelsesværdigt, for det første at det er til Peter Helligånden henvender sig, og for det andet at Peter træffer beslutningen (en ret central beslutning!) uden at konsultere de andre apostle. (Apg. 10-11)

På det andet spørgsmål, som opstår i kølvandet på dette, nemlig om hedninger skal omskæres og overholde Moseloven, kommer svaret ved apostelmødet i Jerusalem (år 50). Apostlene og nogle andre (fx Barnabas, Paulus’ medhjælper) diskuterer frem og tilbage og når til at det ikke er nødvendigt. Igen har Peter en fremtrædende rolle, i at det er ham der konkluderer diskussionen (Jakob kommer derefter med nogle overvejelser om, hvordan den teologiske konklusion skal føres ud i praksis, men alt væsentligt er indeholdt i Peters konklusion). Det lader altså til at der ikke blot var et behov for en læremæssig autoritet, men at der også fandtes en sådan autoritet, nemlig hos apostlene og særligt Peter, hvis beslutning alle kristne anerkender endnu i dag. (Apg. 15)

På et tidspunkt dør imidlertid apostlene, og det er dermed ikke længere muligt at holde apostelmøder. Men Kirken ophører ikke med at få nye spørgsmål, som igen giver anledning til nye svar og ny udvikling. Spørgsmålet om Kristi natur giver anledning til svar fra både at Arius og Athanasius. Hvordan skal man nu afgøre, hvilket af disse svar der er ortodokst? Apostlene er væk, men behovet for en autoritet er der stadig.

I dag har vi samme problem. Vi kan se tilbage på kirkehistorien og konstatere at der er mange forskellige måder at kalde sig kristen på, og at mange af disse er fuldstændige modsætninger. Vi kan konstatere at der selv blandt kristne i dag er divergerende opfattelser af dåb, nadversyn, abort, prævention, ordination af kvinder, homoseksualitet, tro og gerninger, kanon (bøger i Biblen), forsoning, treenighed, forudbestemmelse, tungetale…

Spørgsmål om tro eller moral, og der er hundredevis af andre.

Hvis en kirke skal have den mindste grad af troværdighed, må den kunne pege på ét eller andet som gør, at dens krav på at have ret er mere reelt end kirkens på den anden side af gaden.

Der findes forskellige løsningsmodeller
1) Relativisme. Alle holdninger er lige gode, der er ingen der har mere ret end andre. Denne løsning er imidlertid meget utilfredsstillende, og man må stille spørgsmålet, hvad der præcis var meningen med en åbenbaring, når vi åbenbart ikke kan blive enige om hvad den betyder i praksis. Det er også en enorm anfægtelse for præster, hvad de rent faktisk skal sige fra prædikestolen… når alt er lige godt, betyder det så ikke at alt er forkert? Skal man prædike Pelagius’ selvskabte frelse og fuldstændig fri vilje, eller Calvins suveræne forudbestemmelse til frelse eller fortabelse? Eller bare det som ens tradition tilfældigvis lærer? Mon ikke meget af Folkekirkens forvirring netop stammer fra denne model?
2) “Jeg læser bare hvad der står”. Luthers tolkningsmodel. Men Calvin læste jo også bare hvad der stod. Ligesom Zwingli, Bultmann, Svend Andersen, Henrik Højlund, og undertegnede. Hvis Bibel skal vi overhovedet læse i? Den katolske? Den ortodokse? Marcions? Skal vi læse Jakobs brev? Siraks Bog? Og skal de så egentlig ikke også læses på grundsprogene? Hvis man så ikke er stjernedygtig til græsk og hebraisk, så finder man aldrig ud af, hvilken kirke der er den sande… “Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt” klinger lidt hult hvis alt afhænger af ens egen indsigt.

3) Helligåndens personlige vejledning. Igen er der et problem i, at de kristne ikke kan enes. Hvem er det så der har Helligånden? Er det lutheranerne, baptisterne eller mormonerne? Og hvad så med alle de andre? Hvordan ved jeg (som har ændret teologi mange gange) at netop jeg forstår Biblen ifølge Helligånden? Hvis mormonerne får en dejlig varm følelse inde i hjertet når de læser Mormons bog, og mener det er Helligånden, kan de så ikke have lige så meget ret som mig?

4) Demokrati. Vi stemmer om teologien. Problemet er at flertallet ikke nødvendigvis har andet at prale af, end at de er flest. Og hvis vi rent faktisk valgte at stemme om det, så ville de katolske og ortodokse kirker sidde på en ret stor andel af stemmerne… Det er også værd at bemærke, at det ikke var fremgangsmåden i Apostelgerningerne, eller i Oldkirken. Og meget tyder på, at arianerne var i flertal (i hvert fald lokalt) på Athanasius’ tid. Det er også praktisk umuligt at holde sådanne valg, især fordi ikke to kristne i de mindre hierarkiske kirker mener præcis det samme.

5) Helligåndens kollektive vejledning, gennem en ydre autoritet. Hvis 3) er teoretisk mulig, så er denne det i høj grad også. I stedet for at udruste hver enkelt kristen med en ufejlbarlighedens nådegave, bliver én kirkelig institution det. Her må det nødvendigvis være tydeligt at netop denne ydre autoritet er den sande. Det kan ikke bero på en særlig karismatisk eller åndelig person, eller på en personlig åbenbaring, men alene på et Guds løfte om beskyttelse og vejledning, og på en synlig og identificérbar institution. Det må have været en institution som har eksisteret siden apostlene, og (i lyset af hvad der skete på apostelmødet) den kan forventes at have en form for forbindelse til apostlene og navnlig Peter. Endvidere må det ikke kunne påvises at den pågældende institution er kommet med to modstridende ufejlbarlige definitioner af tro eller moral – et hus der er i splid med sig selv, kan ikke bestå. Derudover kan den forventes forudsagt og antydet i hos de nytestamentlige forfattere.

Mens mange sekter gør krav på en særlig salvet autoritet, så er det kun den katolske og den ortodokse kirke, der kan føre deres autoritet tilbage til apostlene, og sekterne har således et enormt historisk forklarelsesproblem – lærerembedet er, som nævnt ovenfor, ikke kun nødvendigt i dag, men var det også i oldkirken. Man kan måske se disse sekters “salvede” som en reaktion på et tomt lærerembede. Kun i den katolske og ortodokse kirke kan lærerembedet føres tilbage til oldkirken og apostlene.

Da det gik op for mig, følte jeg det som om en massiv dør smækkede i bag mig, og afskar mig fra hele den protestantiske del af kirken. 1,2, 3 og 4 finder jeg utilfredsstillende. Det efterlader mig med valget mellem den ortodokse og den katolske kirke. Spørgsmålet var flyttet fra den dogmatiske til den principielle slagmark, og en konvertering var ikke længere bare en abstrakt mulighed, men en tvingende nødvendighed. Derfor er muligheden for at “finde en højkirkelig luthersk kirke” eller “blive anglikaner” heller ikke rigtig tillokkende. For det er hverken formen eller dogmerne der er det væsentligste, men det grundlæggende dogmatiske princip. Hvordan skal jeg forstå, når der ikke er nogen der udlægger for mig? Er der nogen som lærer med autoritet, og ikke kun som de skriftkloge? Hvor er sandhedens søjle og grundvold?

Det var ikke længere et spørgsmål om, at den katolske kirke kunne have ret nogle gange, men at den meget vel kunne have ret hver eneste gang.

Og det havde jeg trods alt ikke ventet.

AMDG

Paven – en introduktion

Den katolske kirke lærer, at Peters efterfølger, Paven, har autoritet over hele kirken, dvs. kan træffe bindende beslutninger omkring fx messens form, hvilken Bibeloversættelse der skal anvendes i liturgien, hvorvidt præster skal være ugifte og andre lignende ting.

Derudover har paven en vigtig plads i kraft af sin læreautoritet, som betyder at Helligånden giver ham en særlig nådegave i kraft af paveembedet, som betyder at han i spørgsmål om tro og moral, for så vidt som han taler til hele kirken på sit embeds vegne, beskyttes mod at vildlede kirken. Dette kaldes i daglig tale “pavens ufejlbarlighed”, men det er et lidt upræcist ord, da det kan misforstås. Det betyder ikke at paven er syndfri (han går til skrifte ligesom alle andre), eller at hans ord er sidestillet med Biblen (inspireret), eller at han altid siger og gør det rigtige. Det betyder ikke engang at alt hvad paven har skrevet eller sagt er ufejlbarligt.

For at lære ufejlbarligt, skal paven
1) Lære i kraft af sit embede til hele Kirken.
2) Tale om tro og moral – og altså ikke for eksempel politik og videnskab.

Det er vigtigt at skelne mellem pavens person, og hans embede. For eksempel mener mange katolikker at det var forkert af Johannes Paul II at kysse Koranen under et besøg i en moské, og alle katolikker mener at det var forkert af Alexander VI at have elskerinder og myrde folk. Paulus mente at det var forkert af Peter ikke at ville spise sammen med hedninger (Gal 2,11ff). Det afgørende punkt er, at Johannes Paul II ikke definerede at Koranen var inspireret af Gud, at Alexander VI ikke definerede at alle de smukke kvinder i Italien automatisk var gift med paven, og at Peter ikke definerede, at de jødiske renhedsregler stadig skulle holdes.

Dernæst er det tit og ofte en fordel at skelne mellem pavens læreembede og hans disciplinære autoritet. At præster skal være ugifte er en disciplinær bestemmelse, ikke et lærespørgsmål, og det kan i teorien ophæves i morgen. Nogle af de østligt-katolske kirker (svarer cirka til en ortodoks kirke, men under paven) har faktisk legitimt gifte præster, og en del konvertit-præster fra protestantiske kirker kan få dispensation til at blive ordineret alligevel. At kvinder ikke kan ordineres som præster er derimod en del af den katolske embedsteologi, og det kan der derfor ikke rokkes ved (politisk ukorrekt emne, som vi kan tage en anden gang). Tilsvarende med nadveren: At lægfolk i middelalderen ikke modtog af bægeret, var en disciplinær bestemmelse; at brødet og vinen forvandles til Kristi legeme og blod under brødets og vinens skikkelse, er et dogme.

Dette er den første artikel om Pavens autoritet, og er en beskrivelse af hvad pavedømmet er. Det er vigtigt at have styr på dette grundlæggende spørgsmål, for at kunne forstå de artikler der følger senere hen.

AMDG

Myte: Pædofiliskandalen – det “katolske” problem

Religious Tolerance har en meget tankevækkende artikel om den omdiskuterede præsteskandale i USA.

Naturligvis er det tragisk, at nogle præster har manipuleret og misbrugt medlemmer fra deres menighed. Jeg vil ikke undskylde for de præster, som rent faktisk har gjort sig skyldige i sådanne overgreb. Men samtidig er langt størstedelen af den katolske kirkes præster, gode, hellige mænd, som lever efter deres cølibatsløfte, og tjener Gud og Kirken med hele deres liv – og det er uretfærdigt at nogle få brådne kar skal få lov at sætte dem i et dårligt lys. Faktum er nemlig, at ingen statistiske eller videnskabelige undersøgelser viser, at katolske præster skulle begå overgreb oftere end præster i andre kirkeretninger, lærere eller sportsklubtrænere. Tværtimod (NB: Jenkins er ikke katolik, så der er ikke tale om et apologetisk værk)

Ikke desto mindre er det den stemning der manes frem på tv og i blade.

Hvad er så grunden til det, når det ikke har nogen faktuel basis? Der er flere årsager, de vigtigste tror jeg er:
1) Den katolske kirke er synlig. Præstedragten gør den katolske kirke til et oplagt mål for de visuelt orienterede medier. En præst er et godt “skud” – det sælger blade.
2) Den katolske kirke hænger sammen. Når en katolsk præst anklages for overgreb, kaster det en skygge over hele kirken. Hvis det derimod er en baptistpræst, så bliver det set som et lokalt problem
3) Cølibatsløftet. Vor tid har ingen tillid til folk som ikke erklærer sig 100% lyststyret, ligesom alle andre. Det påstås, at sex er en ligeså grundlæggende og refleksstyret drift, som det at nyse. Og hvis man holder sig for næsen når man nyser, så flyver øjnene jo som bekendt ud. Derfor virker det mistænksomt på vore dages pop-freudianere, at nogen skulle gå frivilligt ind til et liv i cølibat. Det gør det også lettere for pøblen selv at psykologisere sig frem til en konkret grund til misbruget – og det kan folk godt lide. Altså sælger det.

Der er ingen tvivl om, at nogle biskopper burde have handlet anderledes end de gjorde. Men det at “hierarkiet under visse omstændigheder kan misbruges” er en noget mere mild anklage end “katolske præster er ofte pædofile og forgriber sig på deres sognebørn”. Det jeg angriber er den mistænkeliggørelse og hetz mod katolske præster, som er kommet i kølvandet på afsløringerne.

Jeg bliver vred af at høre om præster, der ikke lever op til deres kaldelse. Men jeg bliver næsten lige så vred af at høre om præster som bliver betragtet som pædofile af folk de ikke kender.

AMDG